For et lille døgns tid siden blev der afholdt TV Beep 2011 Awards, hvor der blev uddelt priser til de fedeste gadgets, apps, smartphones, tablets, fladskærme og stort set alt andet inden for elektronik.
Der var både lidt overraskelser blandt vinderne, og så var der også nogen af vinderne, der næppe kan komme bag på nogen. Det kom eksempelvis nok ikke som den store overraskelse for mange, at Apple’s iPad 2 blev kåret som bedste tablet foran Samsung og Sony.
Lidt mere overraskende var det måske, at Samsung vandt for bedste smartphone med deres Galaxy S II. Her slog de blandt andre Apple’s iPhone 4S og HTC’s Sensation. Der er mange der har travlt med at kalde iPhone 4S for den bedste smartphone nogensinde, men blandt dem der virkelig går op i specs, er der dog ingen tvivl om, at Galaxy er overlegen, og det blev Samsung altså også præmieret for.
Udover at Samsung Galaxy S II vandt i kategorien bedste smartphone, så fik den også en endnu større pris. Galaxy S II blev nemlig kåret som årets bedste gadget.
Der blev også uddelt priser for bedste apps, og her var det den danske opfindelse Click a Taxi, der vandt foran Outside – Visual Weather Forecast og LEGO – Life of George.
I alt sin enkelthed går Click a Taxi ud på, at man via sin smartphone kan booke en taxa ved hjælp af den indbyggede GPS i telefonen, man slipper altså for ventetid i telefonen. Man kan bestille taxa’en til lige hvor og hvornår man vil. Det er en app med kæmpe potentiale, ikke mindst på det internationale plan. Og hvis du ikke allerede har hentet den, så gør det. Den er ganske gratis og er både tilgængelig i App Store og AndroidMarket.
Drengene bag Click a Taxi var naturligvis til stede til Beep Awards, det samme var Samsung og flere andre. Apple havde dog i vanlig stil valgt ikke at dukke op.