For et par uger siden kom det frem, at Sony Ericsson vil droppe deres traditionelle mobiltelefoner, og udelukkende ville satse på de langt mere lukrative smartphones. Det er dog langt fra den eneste store omvæltning, der er sket i det svenske japanske selskab.
I dag blev flere ugers rygter nemlig bekræftet i en pressemeddelelse. Fremover vil det slet ikke være noget svensk japansk selskab, det bliver nemlig udelukkende japansk, da Sony har købt Ericssons andel i selskabet.
Prisen lyder på lidt over en milliard euro, hvilket ikke lyder af særlig meget, men naturligvis kommer ovenpå flere års halvdårlige regnskaber, der altså også fik dem til at droppe de almindelige mobiltelefoner.
Sammen med Ericssons andel får Sony også en lang række patenter, der har været i Ericssons besiddelse. Og som man har set i nylige sager mellem Apple, Samsung, HTC og flere andre, så kan patenter hurtigt vise sig, at være rigtig mange penge værd.
Det forlyder, at handlen kommer til at gå igennem indenfor et par måneder, og gerne skulle være afsluttet i starten af 2012, og herefter vil deres smartphones komme til at hedde Sony, og ikke Sony Ericsson.
Rygterne begyndte for alvor at blusse op, da Sony annoncerede at de ville lave en tablet, og at denne ikke blev i samarbejde med Ericsson, der ellers har været deres faste partner på det område.